Indbyggertal: 700. Areal: 55 km2. Lufthavn: Nej. Øgruppe: Kykladerne.
![]() |
Antiparos ligger - som man måske kan høre af navnet - tæt ved Paros. Øerne hang sammen indtil et jordskælv skilte dem fra hinanden i år 550 før kristi.
På en måde passer navnet fint. Paros er meget "voldsom": Mange turister, meget trafik, mange hoteller o.s.v. Antiparos er stille og rolig i sammenligning.
Man kommer til Antiparos ved enten at tage Antiparos Expressen - en lille "færge" som sejler fra Parikia (Paros by) - eller ved at tage bussen ned til Pounta på Paros og så tage bilfærgen over. Hvis ikke man skal have bil, motorcykel eller knallert med, synes jeg Antiparos Expressen er det nemmeste. Den sejler mange gange om dagen - i "myldretiden" hver time - turen tager ca. 30 minutter.
Der er rigtig mange steder hvor man kan leje værelser på øen. Nord for havnen er der et stort område, næsten udelukkende med pensioner/rooms/hoteller. Ligeledes er der mange steder i "kanten" af byen i retning mod stranden.
Byen er vældig hyggelig, domineret af hovedgaden, med et utal af butikker, caféer og restauranter. Hvis man fortsætter ad hovedgaden forbi torvet, kommer man ud til "Sunset Beach", hvor man så kan nyde solnedgangen.
![]() Antiparos by |
Der er flere gode strande i gå-afstand fra byen. Den første strand lige syd for byen hedder Psaraliki og fortsætter man forbi den langs vandet ad stien, kommer man til Psaraliki II, som er rigtig god. Her ligger også en taverna, så man kan få slukket tørsten (og/eller stillet sulten).
Øens store attraktion er drypstenshulen , 10-12 km fra byen mod syd. Der går turbusser derned og hulen skulle efter sigende være en oplevelse at se.
Antiparos er også et godt sted at bo hvis man vil udforske Paros, men ikke har lyst til at bo på Paros. Båden sejler hele dagen (der hænger en sejlplan med tider på havnekajen) og det tager kun ca. 30 minutter at komme over til Paros og så er der et par minutter at gå hen til busholdepladsen, hvorfra der kører busser til de forskellige byer og strande på Paros.
![]() Psaraliki stranden - bjergene bagerst er på Paros |
Klik her for at se meget stort panorama foto af Antiparos
Hvis du vil læse mere om Antiparos, kan du følge linket til "Øyloffing" på min linkside. Det er en nordmand, Jan Bergtun. Han er vild med Antiparos og har lavet en masse rigtig gode sider om øen.
| Atmosfære | 8 |
| Fred & ro | 8 |
| Strande | 8 |
| Seværdigheder | 6 |
| Transport på øen | 5 |
| Færgeforbindelser | 8 |
| 0=Katastrofe 10=Fantastisk | |
Sidst opdateret 15.03.2008
Hvis du er ankommet direkte til
denne side,
så klik HER for at komme til min græske startside.